Tør hud og sklerodermi

Det er absolut ikke den sjoveste kombination.

Jovist døjer vi alle (med eller uden sklerodermi) med tør hud, og om vinteren fyres der ekstra op for varmen og det er med til at tørre huden ud.

Denne vinter har jeg i den grad døjet med tør hud på mine hænder og læber. Selvom jeg drikker masser af vand, og det burde hjælpe på huden, så er det bare ikke nok. Fiskeolie burde også hjælpe….meeeen, det er bare ikke godt nok.

På billederne taget idag kan man se at jeg hygger mig med en revne i tommeltotten. Det gør nas. Igen noget mange oplever fra tid til anden, sklerodermi eller ej, men for én med sklerodermi, så tager det bare ekstra lang tid at hele op. Man kan ikke helt se tørheden på håndryggen, men den er der. Når det har været allerværst, har knoerne været røde, kløet, ømme og huden krakkeleret hvilket også er smertefuldt.


FingerrevneHåndryg

 

Så må man jo ty til håndcremen. Det er en jungle at finde rundt i, for hvad har effekt på den ene, har ikke effekt på den anden. Det er det samme med medicin indenfor vores patientgruppe; hvad virker på den ene, virker ikke nødvendigvis på den anden.

Så her er et par kvalificerede bud på, hvad man kan bruge af håndcreme. Jeg lister først dem, jeg selv bruger, og så ellers hvad jeg har fået anbefalet.

Disse håndcremer bruger jeg

Eight Hour Cream – den fede, tykke gule, der lugter noget så fælt. Det er ikke til at blive klog på, hvad den indeholder, men den er drøj i brug. Jeg har oplevet god effekt, men jeg skal tænke over, hvad jeg skal lave næst, for det tager noget tid, inden den er trængt ind i huden. En sideeffekt er at den er RIGTIG god også til læberne.

Warming basiscreme – den fik jeg anbefalet af min dermatolog. Den er også i den fede ende, men ganske lækker at smøre på, og virker ikke klistret. Jeg har brugt den meget til mine ømme skallede knoer og synes at den ikke er så tosset endda. Den indeholder ingen parabener og er uden parfume og farvestoffer.

Avene Cilcalfate – det er en slags reparationscreme. Og når jeg sidder om aftenen foran husalteret, så får knoer og de mest tørre områder en ordentlig omgang. Den er også drøj i brug.

Nuxe håndcreme – der er honning i, men det hverken mærker man eller lugter. Den er god at have med i håndtasken, for den fedter ikke, men er blød og lækker, og har en ok effekt.

Så alt efter hvor jeg er henne og hvad jeg har gang i, så bruger jeg løs af forskellige muligheder. Når jeg altså husker det – og det er jeg ikke altid god til. Shame on me!

Et tip er også, at du til nattetide giver hænderne en ordentlig omgang af den fedeste creme, du har og sover med bomuldshandsker

Hvad kan man ellers bruge? Ja, her er det at prøve sig frem. Hvad er du mest til, og hvad virker på dig? Gå efter den fede og fugtgivende slags. Du er mere end velkommen til at kommentere – for der findes et hav af cremer. Hvad virker på DIG?

Disse har jeg fået anbefalet:

  • Ducubal
  • L’Occitane
  • Hc håndcreme fra raz spa
  • Helo
  • Olivenolje
  • Mandelolie
  • Kokosolie
  • Locobase
  • Abena
  • Body Shops Hemp Cream
  • Matas fodcreme – den med carbamid
  • A-derma exomega
  • Canoderm 5% kräm (tak for tip fra svensk læser)

De tørre læber

Denne vinter har også givet mig esktremt tørre læber, så de sprækker og de har nærmest lignet en tørret rosin i konturen. Her har jeg brugt læbepomader fra Dermalogica, Eight Hour Cream (nævnt ovenfor), Avenes læbepomade, og de har bare ikke kunnet hjælpe mig helt i mål.

Her faldt jeg flere steder på nettet over en scrub til læberne – som du selv kan lave. Og hold da op – det virkede MED DET SAMME! Og jeg havde alle ingredienser i skabet.

Du skal bruge kokosolie (jeg bruger den fra Urtekram), flydende honning og rørsukker. That’s it! Og du blander efter forholdene 1 : 1 : 1. F.eks. 1 tsk af hver, synes du ikke der er knas nok i, så tilføj lidt ekstra rørsukker. Der kommer meget ud af den portion, så det kan med fordel gemmes i køleskabet en uges tid – eller gør som mig, lav en mindre portion. Fremgangsmåden er at smørre blandingen på læberne, sørg for at få fat i sukkeret, for det er det, der sliber de døde hudceller væk. Lad det sidde på ca 10 minutter og skyl det af med lunkent vand – altså de rester, som du ikke har fået slikket af, for det smager egentlig godt. Slut af med en ordenlig omgang læbepomade – her bruger jeg Eight Hour cremen, fordi den er ekstra drøj.

2 thoughts on “Tør hud og sklerodermi

  1. Smörj händerna så fort de blir torra. T.ex. efter toalettbesök och VARJE gång. Jag använder Canoderm 5% kräm. Ha det så gott!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *