Du ligner én der har bihulebetændelse

– sagde min sklerodermi-specialist-guru til mig i torsdags, da jeg var afsted til en kombineret brandslukningsmanøvre-ba-bu-babu / 100.000 km’s eftersyn.

LadyHuhFINAL

Ja, sådan så jeg vist ud.

Hun bankede mig på panden, men der var hult som altid, så det er der nok ikke, altså den dersens bihule-noget. Omend min næse tit og ofte er stoppet, men løber ikke og jeg har ikke ondt i bihulerne. (Måske man skulle få det tjekket ordentligt?)

Egentlig skulle jeg til kontrol nu på tirsdag, men jeg var nødt til at ringe ned forrige uge og klynke “vær klar med brandslukkerne når jeg ankommer”. Hofter, fødder, albuer, håndled var ved at tage livet af mig, så jeg bad sygeplejersken om at notere til den læge, der skulle se mig på tirsdag hvad jeg ISÆR havde på tegnebrættet af ting, som vi skulle snakke om.

Men så blev jeg ringet op af guru’en, som tilbød at se mig torsdag. Se DET siger man ikke nej til – at komme ind til én af de læger, som ved ufattelig meget og som tilligemed er empatisk, sød og rar, grundig og svarer altid på spørgsmål. (Ikke fordi de fleste læger jeg har mødt har været ganske gode, men man har jo sine favoritter)

Leddene, musklerne og senerne blev mærket på, rykket lidt i og vurderet. Senerne er vist lidt betændte – især i højre fod, UNDER foden. Av av! Musklerne lidt ømme. Leddene… well. Det gode er jo så, at man hér ikke sættes igang med ny medicin, eller der blot skrues på nuværende. Næh nej, vi skal da lige tjekke muskel enzymerne, D-vitamin niveauet, og de sædvanlige blodprøver, og en ny type undersøgelse bestilles – inden der justeres.

Og det er rart! Og betryggende. Jeg har ikke lyst til at skulle igang med prednisolon OVENI min methrotrexate (læs: 2 gange giftigheder) med fare for sukkersyge og andre følge-skavanker. Ting skal være i orden, inden… Hvis det da bliver INDEN… Det vil prøverne jo vise. Og om det er derfor jeg også skal tjekkes for knogleskørhed ved jeg ikke, men huha hvor er det rart at være sådan overvåget. Kun for sjov

Årlige prøver som lungefunktion og hjerteundersøgelser blev smidt med oveni. Det kender jeg og tager ikke så tungt. Det er godt at de holder øje med sagerne.

Jeg har så 2 facetter i rygsøjlen som er “skvattet” ud, eller ind, eller hen… eller hvad det nu hedder. Hun prøvede at rette det “onsite”, men der kom kun et HUUUEAAAAAU fra mig da luften blev presset ud af lungerne fordi hun hoppede på mig. Den ville absolut ikke flytte sig ud af flækken. Vi blev enige om at jeg skulle omkring én her i Aalborg der kunne hjælpe mig. For jeg skulle jo gerne nå ned til toget i ét stykke. Ahem! Flirt - mand “Og hvis du pludselig føler lammelse i benene og får ufrivillig vandladning, så skal du STRAKS indlægges”. Okeeeeey, you got it. Indtil nu… alles gut.

zumba

Og så har den gode doktor ordineret zumba eller pilates. Jow jow, de gode vrid er gode ved rygsøjlen… MENER HUN.

Så jeg hopper lige ind i stuen til min stue-zumba lektion. Hej heeeeeej.

PS…. Bortset fra det har jeg det strålende! Væk med smerterne, tak! Og det sker forhåbentlig indenfor en overskuelig fremtid. Plus jeg har lige fået bevilget endnu et hjælpemiddel – ortopædiske fodindlæg. Wuhuuuu!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *